Jeg begyndte at spille tværfløjte som 10-årig, og det stod hurtigt klart, at fløjten var det helt rigtige instrument for mig. Jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at spille, og sådan er det stadig. Dog har jeg også taget piccolo- og altfløjten til mig, og det har vist sig, at især piccolofløjten gør sig ganske godt i rigtig mange kammermusikalske sammenhænge – også hvor man ikke lige forventer det. Den almindelige tværfløjte er dog stadig mit foretrukne instrument, men hvis muligheden byder sig, og det passer til lejligheden, kommer der også musik for de andre fløjter på programmet.
Jeg er uddannet på konservatorierne i Odense og Esbjerg med Diplomeksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium i 2006, og så har jeg årelang erfaring som musikskolelærer fra bl.a. Nordfyns Musikskole, hvor jeg har undervist i lidt over 18 år, indtil jeg selv sagde op pr. 1. april 2013 for at søge nye udfordringer. Pt. underviser jeg i DOF Paarup Aftenskole, ligesom jeg også har privatelever. Jeg synes, at det er sjovt at undervise, og jeg elsker at spille fløjte! Det er fantastisk at være med til at give andre mennesker en indføring i musikkens verden og samtidig se, hvordan de trives og udvikler sig videre derfra. Målet er, at mine elever efterhånden skal kunne klare sig uden mig, og det giver mig til stadighed inspiration til også selv at lære mere. Hver dag.
Kort biografi
Fløjtenist Christina Enig (f. 1979) er uddannet fra konservatorierne i Odense og Esbjerg med Diplomeksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium i 2006. I Esbjerg studerede hun hos Kerstin Thiele, og senere har hun bl.a. deltaget i fløjtekurser og taget timer hos Cecilie Løken i Stockholm. I 2018 blev hun endvidere cand.mag. i dansk fra Syddansk Universitet.
Allerede i konservatorietiden begyndte Christina Enig at undervise, og hun har således undervist på musikskoler siden 2002, ligesom hun også har undervist både i aftenskoler, i garder og privat på flere niveauer. Fra 2004 til 2023 har hun undervist i Nordfyns Musikskole (tidligere Otterup og Søndersø Musikskoler), og i perioder har hun vikarieret i andre musikskoler.
I mere end 20 år har hun spillet fast sammen med pianist og organist Claus Ladekjær Wilson, og med et væld af koncerter bag sig har duoen efterhånden opbygget et stort repertoire for forskellige duokonstellationer med orgel eller klaver samt fløjte, piccolofløjte eller altfløjte.
Derudover medvirker Christina Enig som solist til kirkelige handlinger, ligesom hun spiller både solo og sammen med andre musikere og sangere til musikgudstjenester, ferniseringer, koncerter m.m. Bl.a. har hun spillet en del kammermusikkoncerter sammen med musikere på henholdsvis guitar, klarinet, accordeon, cello og saxofon, ligesom hun også har spillet overstemmer til koncerter med kor.