Undervisning

Fløjteundervisning
Jeg er fløjtelærer i DOF Paarup Aftenskole, 1748 samt i Odense Skole- og Ungdomsorkester, men jeg underviser også privat. Prisen for undervisning følger Dansk Musiker Forbunds vejledende satser for privatundervisning, og undervisningen foregår hos mig i Otterup på Nordfyn. I visse situationer – som f.eks. under coronanedlukningen – underviser jeg også online via Zoom. Har du særlige behov eller ønsker til din fløjteundervisning, så kontakt mig for at høre om dine muligheder.

Erfaring
I mere end 20 år har jeg undervist fløjteelever – både børn, unge og voksne. De yngste begynder i femårsalderen, og de ældste er voksne efterlønnere eller pensionister, der enten tidligere har spillet fløjte og nu vil genoptage spillet, eller som nu – med gåpåmod og stor entusiasme – kaster sig ud i at spille et – for dem – helt nyt instrument. Det tager jeg hatten af for, og jeg nyder at undervise fløjtespillere i alle aldre og på mange forskellige niveauer.

Netværk med andre fløjtelærere                                     
Siden november 2019 har jeg været en del af et internationalt fløjtefællesskab, FlutePlay,  hvor fokus er på undervisningen af de helt små fløjtespillere i fire-otteårsalderen, som længe har været en lidt overset gruppe inden for instrumentalpædagogikken på fløjte. I Danmark er fløjtelærer Anne Fontenay med Min fløjtebog en af pionererne inden for dette område, og jeg glæder mig over at kunne sparre med både hende og andre med samme interesse.

Fløjter på tværs
Floejterpaatvaers.dk er en hjemmeside med tilhørende Instagramprofil, som jeg oprettede sammen med Anne Fontenay i januar 2021. Her skriver vi om fløjterelaterede emner og videregiver idéer til brug i fløjteundervisningen og øvningen derhjemme. Med Fløjter på tværs sætter vi særligt fokus på dansksproget undervisningsmateriale, men vi får også kontakt med andre fløjtelærere og fløjtenister på alle niveauer – til gensidig inspiration for os alle.

Inspiration fra andre instrumenter
Men inspirationen kommer ikke kun fra andre fløjtenister. Der findes nemlig nogle rigtig dygtige musikpædagoger rundt omkring, som gør et stort stykke arbejde inden for instrumentalundervisningen på andre instrumenter end fløjte. En af dem er Marie Hansen, hvis arbejde med accordeonpædagogikken og Min Accordeonskole ligeledes er en inspirationskilde i min undervisning af begynderelever på fløjte.

Undervisning i musikteori og hørelære
Når man bliver dygtigere på sit instrument, vil man oftest også gerne være dygtigere til musikteori og hørelære. Dels fordi gode kundskaber i bifagene understøtter udviklingen på instrumentet, dels fordi det er et krav på videregående uddannelser inden for musik, at man også har en vis ballast inden for det teoretiske. Jeg underviser derfor både fløjteelever og elever med andre hovedfag i musikteori og hørelære.

I musikskolesammenhæng underviser jeg i hørelære på hold, men privat underviser jeg oftest én til én, når det drejer sig om musikteori og hørelære. Dette skyldes, at jeg ofte bliver kontaktet af unge instrumentalister, der gerne vil dygtiggøre sig i bifagene, inden de skal til en optagelsesprøve på fx musikvidenskab på universitetet, MGK eller musikkonservatoriet. I disse tilfælde tilrettelægges undervisningen med henblik på, at eleven skal kunne bestå en optagelsesprøve i faget på et bestemt tidspunkt.

“Jeg fik en-til-en undervisning i rytmelære i et par uger hos Christina ifm. en optagelsesprøve på universitetet. Mit niveau lå helt i bunden, men efter de få ugers undervisning kunne jeg stærkt bestå prøven. Derudover var hun rigtig sød til at hjælpe mig igennem de andre elementer i prøven, så jeg kunne være helt tryg og parat. Kæmpe anbefaling herfra”. -Ida Mortensen, 2020.

Står du også og skal til optagelsesprøve i musikteori og hørelære, eller kunne du bare godt tænke dig at blive bedre til fx nodelæsning eller rytmelære? Kontakt mig, hvis du vil høre mere om dine muligheder.